Det at være Venstremand er for mig ikke alene et spørgsmål om en stillingtagen til store og små lands- og lokalpolitiske sager som skattetryk, energipolitik eller prioritering af kommunale investeringer.

Det er snarere en grundholdning.

Mit udgangspunkt er den folkelige liberalisme.

Venstre er og har altid været den folkelige liberalismes politiske side.

Folkelig fordi en ufolkelig liberalisme vil mangle de kulturelle, sociale og humane dimensioner.

Liberalisme fordi sikring af individets politiske, åndelige og økonomiske frihed dybest set er sikringen af demokratiet.

Andre partier har liberale grundtræk, Det radikale Venstre er på én gang præget af den historiske rod i Venstre og den kulturradikale elites påvirkning.

Fremskridtspartiet især i dets første år var et udtryk for en til anarki grænsende liberalisme. Partiet udviklede sig efterhånden til noget helt andet og langt mere betænkeligt. Og især dets aflægger, Dansk Folkeparti, er snarere den borgerlige forargelses og småligheds parti. I modsætning til liberale, der som princip har mindst mulig, og enklest mulig lovgivning, er Dansk Folkepartis svar på alle problemer og urimeligheder, at det skal statsmagten løse. Partiets svar på alle spørgsmål er nye regler for alt og alle. På kommunalt plan ville partiets politik betyde en reduktion af d et kommunale selvstyre i hidtil uset omfang.

Liberalisme er først og fremmest en åndelig og ideologisk retning, hvor den økonomiske frihed i høj grad er forudsætning for frihed på tilværelsens andre områder.

Men kernen i liberalismen var og er modsætningen mellem statsmagt og individ.

Liberalismen opstod som et oprør mod politisk enevælde og økonomisk ufrihed.

I første halvdel af det 19. århundrede var det en liberal elite, der på en folkelig basis skabte den udvikling der førte til demokratiets indførelse. I anden halvdel var det en folkelig baseret liberalisme, der afviste forsøgene forsøgende fra de velbjergede på at begrænse demokratiet. Og samtidig afvikledes den økonomiske ufrihed.

Det var sande liberale, som Chresten Berg, der gennemtvang parlamentarismen i Danmark. De var kompromisløse, når det var nødvendigt. Og de kunne lave praktisk politik og kompromis ser når det var muligt. Mit engagement i Venstre er således i høj grad baseret på principper. Naturligvis deler jeg partiets synspunkter i de afgørende spørgsmål indenrigs- som udenrigspolitisk. Men samtidig er der i Venstre plads til forskellige holdninger. Det er ikke tilfældigt, at man ofte i Venstre synger Kaalunds "Jeg elsker den brogede Verden" Men Kaalund ramte det helt rigtige, da han skrev: "Kamp maa der til, skal Livet gro, Ej Kamp blot for dagligt Brød. Men Kamp for Frihed i Liv og Tro. Thi evig Stilstand er Død."

Chresten Berg Chresten Bergs motto var: "Gaa aldrig paa Akkord med Uretten"